onsdag den 8. august 2018

Tilmelding til Uge Sex 2019

Tilmeldingen til Uge Sex 2019 er åben! Alt du skal gøre er at logge ind på www.underviserportal.dk/grundskole og opdatere dine oplysninger med de klasser, du vil tilmelde.

Nyt tema om GRÆNSER
Uge Sex 2019 stiller skarpt på grænser og grænseoverskridelser i forhold til krop, køn og seksualitet. Undervisningsmaterialet har fokus på at udvikle børn og unges kompetencer til at mærke deres egne og andres grænser og kunne respektere dem. Arbejdet med grænser lægger både op til, at det kan være positivt at udfordre sine grænser, for eksempel i forhold til at tage initiativ til et kys. Men der er også fokus på, hvad man kan gøre, hvis man har overskredet sine egne eller andres grænser, og hvordan man kan handle i situationer, hvor man ser andre få overskredet deres. Tre helt nye alderssvarende forløb til indskoling, mellemtrin og udskoling ligger klar til download i december 2018.

I samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd bliver der desuden udviklet et særligt undervisningsmateriale til 9. og 10. klasse, som blandt andet har fokus på, at eleverne opnår viden og handlekompetencer i forhold til overskridelse af grænser i relationer og seksuelt. Materialet er tilgængeligt i december 2018.

Læs mere om årets tema her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar