onsdag den 14. september 2016

Kom til Søens Dag Søndag d. 18. september ved Bagsværd Sø

Tag en tur op i trætoppene, disseker en fisk eller en fasan og smag på et insekt – eller nøjes med en kanotur på søens stille vand. Det er Søens dag, fyldt med spændende naturoplevelser for hele familien og med underholdning af Anders og Katrine kendt fra Lille Nørd. Det foregår traditionen tro ved Natur- og Sejlklubben på næste søndag kl. 13-17.

Prøv noget vildt
Er du over seks år, kan du få hjælp af en klatreinstruktør til at klatre op i træets top med sele og rappelle ned igen. Til gengæld kan alle, også de små, få lov at smage en stegt græshoppe og høre lidt om, hvorfor vi bør begynde at spise insekter. Der bliver også dissekeret en fasan og nogle fisk, så man kan se, hvordan dyrene ser ud inden i.

Lån en kano og mærk på fiskene
Natur- og Sejlklubben låner kanoer ud, så du kan tage ud og nyde naturen fra vandsiden. Der vil være redningsveste i alle størrelser. Tilbage på landjorden kan du høre Gladsaxes Grønne Guide Jesper Larsen og Marcus Anders Krag fra Zoologisk Museum fortælle om plante- og dyrelivet i og omkring søen. De har trukket våd i søen, og du kan derfor få lov både at se og røre ved nogle af søens forskellige fisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar